Forventninger til forældre til medlemmer i Grenaa IF

Grenaa IF drives af frivillige og er afhængig af, at medlemmer, forældre og andre giver en hånd med i klubben.

Det forpligter at melde sig ind i en forening — også i Grenaa IF Fodbold. Vil vi have en god klub med gode tilbud, må vi alle hjælpes ad. Kontingenterne dækker kun en del af klubbens omkostninger, så for at få økonomien til at hænge sammen er det et fælles ansvar at varetage én eller flere klubopgaver hvert år — som spiller eller forælder. Det kan fx være kiosksalg eller opstilling og oprydning ved Kattegat Cup, der er en vigtig indtægtskilde for klubben. Ud over de fælles klubopgaver kan der være opgaver knyttet til den enkelte årgang eller hold.

Som forælder forventes det, at du:

  • Kører til udvalgte udekampe, så vidt det er muligt

  • Deltager i frugtordningen på holdet efter behov

  • Tager minimum én vagt i Klubkiosken pr. tilmeldt spiller pr. sæson

  • Tager minimum to vagter pr. tilmeldt spiller til stævner arrangeret af Grenaa IF

De 10 forældrebud

  1. Mød op til træning og kamp – dit barn sætter pris på det

  2. Forhold dig i ro på sidelinjen – lad børnene spille

  3. Ophold dig kun langs den ene sidelinje – og i god afstand til trænere og spillere

  4. Respekter trænerens beslutninger – vær positiv og støttende

  5. Respekter dommerens beslutninger – se dommeren som en vejleder

  6. Skab god stemning ved kampene – byd fx udeholdets forældre på kaffe

  7. Spørg, om kampen var spændende og sjov – ikke om resultatet

  8. Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr – overdriv ikke

  9. Bak op om holdets og klubbens arbejde – din indsats bliver værdsat, ikke mindst af dit barn

  10. Husk, at det er dit barn, der spiller fodbold – ikke dig!