Frivillighed i klubben

I Grenaa IF Fodbold har vi et stort ønske om at udvikle den forening og klub, som du og omkring 450 andre er en del af. Det skal vi gøre i fællesskab - for det er fællesskabet, der løfter sammenholdet til glæde for os alle, både i klubben og i byen, vi bor i.

Vores ønske er, at alle klubbens familier vil bidrage med minimum en times arbejde om året — ud over minimum to vagter pr. medlem til Kattegat Cup. Det kan være alt fra at bære mål ud på banerne, sælge kaffe fra kaffevognen, bemande et dommerbord, grille pølser til fester eller vedligeholde medlemsregistret. Opgaverne er nemme, men hjælpen med at løse dem betyder alt. For det giver os over 450 timers hjælp - timer, der vil betyde SÅ meget for klubben, for dig, for byen og for os alle sammen.

Vi kan ændre kulturen sammen Vores håb er, at du og din familie vil se det som en oplagt og positiv mulighed for, at vi sammen viser vejen og bliver et forbillede for det pressede foreningsliv i Danmark. Vi tror på, at vi i Grenaa IF Fodbold — sammen med alle vores medlemmer og deres familier — kan vise, at der ikke skal mere til end en ganske lille indsats fra alle, før fællesskabet styrkes.

Vi har nemlig et socialt ansvar som klub, og det ansvar tager vi alvorligt. I bund og grund er det netop det ansvar, vi løfter med dette tiltag. Vi skal sikre, at vores børn og unge får en fantastisk opvækst med fodbolden - og at lysten til at nyde sammenholdet også er der, når man bliver seniormedlem.

Vi mangler hjælp til store og små opgaver Vores trænerstab på 70 frivillige løfter allerede en stor del af opgaven og bruger rigtig mange timer på og uden for banen for at få det hele til at spille. Men der er fortsat mange andre opgaver — små som store — der skal løses, for at klubben kan hænge sammen og være et attraktivt sted at være: IT-systemer, medlems- og trænerregistrering, sponsorsøgning, grafisk design, skilte, økonomi og net, før vi kan stille hold. Det er alt dette, vi har brug for hjælp til.

Derfor har vi besluttet at få alle med på holdet. Vi sætter fællesskabet øverst, så endnu flere kan få glæde af den holdånd og det sammenhold, vi har. Vi er sikre på, at tiltaget vil gavne langt ud over fodboldbanen og ud i byen — og at fx det lokale erhvervsliv vil være stolte af at kunne tilbyde deres medarbejdere et attraktivt sted at bo med et forbilledligt foreningsliv.

Sådan gør vi En husstand med et eller flere medlemskaber i Grenaa IF Fodbold tilkendegiver, hvor I gerne vil hjælpe fællesskabet ved at påtage jer en opgave, hvis behovet opstår. Ved indmeldelse krydser I derfor som husstand af, hvad I gerne vil bidrage med i jeres frivillighedsindsats. I bestemmer selv, hvem i familien I stiller med — og I er naturligvis velkomne til at stille med flere end én.

Vi glæder os til at løfte klubben sammen med jer.

Kærlig hilsen Bestyrelsen, Grenaa IF Fodbold